Certificering
Insta-Cert / Nordic Poly Mark
Produkter som mærkes med Nordic Poly Mark følger en certificeringsordning som er fastsat af INSTA-CERT.
Organisationen, der certificerer plastrør i Norden, INSTA-CERT, består af følgende certificeringsorganer:
- SP Sveriges Tekniska Forskningsinstitut, Sverige
- Dancert A/S, Danmark
- SFS-Inspecta, Finland
- Norner, Norge
For hvert produkt mærket med Nordic Poly Mark er krav og prøvningsfrekvens angivet i et særligt dokument kaldet INSTA SBC (særskilte bestemmelser for certificering) + et nummer (produktstandardens nummer). F.eks. INSTA SBC 12201 for PE trykrør for vandforsyning.
Alle disse dokumenter er tilgængelige på www.insta-cert.net.
I SBC´erne er tillægskravene til produktstandarden beskrevet. De fleste produktstandarder er i dag EN-standarder. En EN-produktstandard er en fælles standard for alle EU/EØS medlemmer og derfor i vid udstrækning et kompromis mellem tidligere nationale standarder. Tillægskravene i SBC´erne fra INSTA-CERT skal være med til at løfte EN-standardernes kvalitesniveau op til det kendte nordiske niveau.
Tillægskravene beskriver for eksempel detaljer om typetest eller specificerer strengere krav til produkterne end EN-standarderne. Et eksempel er at tests udføres ved lavere temperatur for, at sikre at slagfastheden er tilpasset vores klima i Norden. Et andet eksempel kan være strengere krav til tætheden i samlinger, end det som EN-standarderne kræver.
En SBC kan også have et begrænset udvalg af dimensioner og rørklasser for nogle produkter. For eksempel er der for afløbsrør til indvendig brug, taget rør med mindste tykkelse ud for at certificeringsordningen har en sikker og funktionel installation.